DREAMS OF A LOST MOONCHILD

Kort horror novelle på Dansk, det er første udkast så der er nok mange grammatik fejl. Og jeg ved at hvis jeg redigerer i det jeg har skrevet for meget, så ender jeg med at slette det. Så du må leve med de fejl der er.

Den er IKKE autobiografisk selvom den er skrevet i førsteperson. Det er bare noget vi leger.

Morten Jernseng af R. Nordravn

---

Kender i det når man pludseligt kommer i tanke om en begivenhed, eller en person, som ellers har været begravet dybt i hukommelsen? Sådan lidt ‘memory unlocked’.  

Her forleden læste jeg en lille notits i avisen om en dreng der var forsvundet sporløst. Det er ikke noget der sker hver dag i lille Danmark, så det i sig selv undrede mig, altså at der kun var en lille notits i en nærmest ukendt avis. Jeg dobbelttjekkede datoen fordi hvis nu artiklen var mange år gammel gav det mere mening at de store aviser ikke kørte historien. Men nej, artiklen var fra denne uge.  

Jeg kunne ikke så godt finde eksemplarer af sidste uges landsdækkende avis i fysisk form, men jeg kunne da lede på nettet.  

Ingenting.  

Jeg ledte i deres historik, brugte alle de søgeord jeg kunne finde på, som hans navn, stedet og så videre. Men ingenting.  

Reddit, Twitter, Facebook. Alle de landsdækkende medier har store profiler på alle de media platforme, men intet om den forsvunde dreng. Intet!  

Da jeg endeligt gav op i min søgen online, havde jeg tilegnet mig en seriøs hovedpine og valgte at styre lige på hovedet i seng. Min søvn var urolig, og selvom jeg ikke husker hvad jeg drømte, så ved jeg at det var mareridt, for jeg vågnede omkring klokken fem med hjertet hamrende i brystet, og hele min krop i alarmberedskab.  

Hvad var det lige med den åndssvage historie i den lille latterlige avis, der havde gjort mig så urolig? Det var som om jeg vidste der var mere til det, men ikke helt kunne komme i tanke om det, lidt ligesom når man har et ord på læben. Jeg åbnede min computer igen og så jeg bare havde klappet den sammen, ikke slukket den, så alle faner var stadigt åbne. Jeg lukkede de ned som havde vist sig at være ligegyldige. Men da jeg kom til den originale side, fra den lille lokale avis, var den blank. Min browser en besked midt på siden om at min forespørgsel havde udløbet. Da jeg genfriskede siden, dukkede avisen op igen, men artiklen var væk, selv da jeg ledte det hele igennem fra dagen før. Det var som om den aldrig havde været der; nyheder om fodbold og EU-støtte til øko bønder, men ingen mystisk forsvunde drenge.  

Min kaffe blev lunken imens jeg skrev en email til avisen, i den undrede jeg mig over hvor den artikel var blevet af, jeg var helt sikker på jeg havde set den i går.  

Fandens også at jeg ikke havde haft nærvær nok til at tage et screenshot.  

Det var ligefør jeg væltede mign kaffe i min iver over at komme i tanke om wayback machine, og for de der ikke ved hvad det er, så er det et slags internet arkiv som arkiverer sider som er slettede, så det der med at intet nogensinde helt forsvinder fra intetnettet, er der vist lidt sandhed i alligevel.  

Og der var den. Den side jeg så i går, med den artikel; som nu var erstattet med en reklamesøjle for hulrumsisolering på den aktive side. Jeg tog et screenshot denne gang, for en sikkerheds skyld. Jeg vedhæftede en kopi af mit screenshot fra wayback machine, i min email til avisen, og spurgte hvor de havde historien fra, siden de var de eneste der havde den, og hvorfor i alverden det var en lille notits, selv hvis det havde været en eller anden turists barn, så burde det da ringe nogen langt større klokker end en halvsides spalte.   

Jeg skal da lige sige jeg ikke er journalist, og egentligt plejer jeg ikke engang fakta tjekke et facebook opslag, men lige det her resonerede med mig på en underlig måde. Som jeg havde brug for at vide hvorfor.  

Det var lørdag, og jeg tænkte at der nok ikke var nogen på redaktionen alligevel, så jeg ville nok ikke få svar før i næste uge, hvis jeg overhovedet ville få et svar. Så lige pludseligt virkede det fantastisk attraktivt at overholde min vasketid, bare for at ikke sidde her og glo på min skærm.  

_ 

Det var sent på aftenen da jeg igen satte mig ved min computer, og jeg må indrømme at jeg smilte en af den slags smil der truer med at skille underkæben fra resten af ansigtet, da jeg så der var svar fra avisen i min inbox, mit smil falmede straks da jeg læste emailen. Det var en af de slags høflige svar man gav til folk der lød bindegale.  Egentligt stod der bare at artiklen havde været en usmagelig spøg, og jeg ikke skulle tænke mere over det.  

Jeg åbnede screenshottet og noterede på navnet på journalisten; Morten Jernseng, det var da et finurligt navn må siges. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til før nu. Men finurligt eller ej, så burde han da være nem at finde.  

Det var han ikke, og igen gik jeg i seng med en dunkende hovedpine, og igen vågnede jeg med hjertebanken og blodet brusende i hele mit system.  

—  

Jeg kan ikke forklare dig hvorfor jeg blev så besat af at finde Morten Jernseng, men jeg var overbevist om at jeg kunne løse mysteriet om den forbandede artikel hvis bare jeg kunne få ham i tale. Hvis det som redaktionen insinuerede, bare havde været en usmagelig spøg, jamen så var den ikke længere og jeg kunne lægge det fra mig. 

Journalist er ikke en beskyttet titel så det er ikke som om der findes en liste over journalister i Danmark. Så jeg brugte hele min søndag på at skrive ud til forskellige redaktioner, og nogen enkelte journalister i håbet om at nogen derude havde mødt Jernseng, selvom han nok var freelance – faktisk netop fordi jeg tænkte han var freelance ville der være stor chance for at han havde samarbejdet med andre aviser end den der havde haft artiklen om drengen. 

Da klokken var otte, skrev jeg en sms til min chef om at jeg havde fået influenza ved en familie funktion, og desværre ikke kom på arbejde i morgen. Jeg vidste udmærket at min chef ikke havde nærvær nok til at vide, at jeg hellere ville sidde på glødende kul, end at besøge min familie. Men altså at skrive til min chef at jeg ikke kunne sove før jeg havde fundet ud af hvorfor Morten Jernseng havde skrevet en artikel i en lille lokal avis om en hændelse der måske aldrig var sket, var sgu alligevel rimeligt useriøst. Så var et fiktivt familie komsammen mere troværdigt.  

Klokken ti fik jeg svar.  

Denne gang blev jeg ikke afvist med høfligheds fraser. Men det var ikke mindre kryptisk – tvært imod. Emailen var fra en journalist der hed Atli, hans efternavn skriver jeg ikke af respekt for ham og hans familie. Han skrev at han havde arbejdet på en redaktion engang, hvor Jernseng havde indleveret en artikel. Han husker at chefredaktøren havde grint højt og længe, men han vidste ikke hvorfor. Dengang havde han tænkte at det var enten indholdet eller prisen som Jernseng krævede for den.  

Atli skrev at ikke alene var den ukendte underlige artikel i avisen næste dag, selvom den ikke havde været godkendt, eller sendt til pressen. Men det havde ikke været det underligste, fordi artiklen havde beskrevet en mand der havde skudt og dræbt to mennesker, en i krudttønden, og en ved Synagogen, for derefter at selv blive skudt ude i nord vest af politiet.   

Jeg tog en slurk af min kaffe der var blevet iskold mens jeg havde været koncentreret om Atlis fortælling. Jeg huskede udmærket historien om Omar El-Husseins angreb Krudttønden, det havde været umiskendelig, brutal virkelighed. En frygtelig fortælling om radikalisering, vanvid og ekstremisme.  

Det var da jeg læste videre i Atlis email at jeg fik lyst til at klappe min computer sammen og glemme jeg nogensinde havde begivet mig ud på den her opgave.  

Episoden med Jernseng havde sket i januar 2015, men terrorangrebet havde sket i februar 2015. Atli sagde han havde flere lignende historier om Jernseng, og alle redaktioner og journalister vidste hvem han var, men ingen kunne huske helt hvordan han så ud. Og han anbefalede mig at lade det ligge fordi ingen ville tale om det. Jernseng var en ulykkesfugl, et varsel. 

Jeg tror jeg sad og gloede på den mail i flere minutter, læste den igen, og igen. Atli forsøgte ikke engang at undskylde hvor sindssyg han lød, han præsenterede det som fakta for en uvidende part, som var mig.  

Mine fingre fløj over tastaturet da jeg svarede ham, at det lød helt vildt, men jeg havde jo netop skrevet ud til blandt andet ham, fordi jeg var sikker på der var noget der ikke hang sammen. Men at om han så troede at drengen ikke var forsvundet endnu? Måske kunne man nå at advare forældrene, fordi artiklen var ret præcis med navn og sted.  

Atli må have siddet ved computeren for hans svar kom hurtigt, og bekræftede hvad jeg allerede tænkte. At Atli var sikker på at det der var beskrevet i artiklen, ikke var sket endnu, men at jeg skulle overveje konsekvenserne ved at kontakte et forældrepar, og fortælle dem at deres søn ville forsvinde ud i den blå luft på en lille bitte færge. Og det havde han ret i, de ville nok ringe efter politiet og anmelde at en psykotisk person truede deres lille pode. Den psykotiske person værende mig.  

Men at Atli sluttede sin email med at nu hvor jeg havde fået øje på Jernseng, ville jeg altid se hans artikler, jeg ville altid have den følelse af afmagt jeg havde lige nu. Fordi sådan var det for ham, og alle andre der havde stiftet bekendtskab med Jernsengs artikler.  

Og som jeg sagde i starten så kom jeg i tanke om hvorfor det var at artiklen om drengen havde talt til mig. Kvalmen steg i takt med at sløret lettede fra mine erindringer. Hendes navn havde været Nina, jeg huskede hende tydeligt nu, skeløjet med en billig hårbøjle der ikke holdt hendes hår tilbage, den gled altid enten ned i panden eller nakken. Nina der altid gik i sin mors hjemmelavede tøj. Hvordan i alverden havde jeg glemt Nina? 

Vi havde været på vej til Sverige med færgen, og pludseligt var hun væk. Pist forsvundet. Pædagogerne havde først været irriterede fordi det betød vi ikke nåede vores tog i Göteborg, men som tiden gik, og hverken de eller personalet på færgen fandt Nina, steg panikken.  Jeg husker jeg sad på min grimme grønne, super billige nylon pølsetaske og åd Daim, indkøbt i færgens kiosk, til den store guldmedalje sammen med en pige der hed Lise. Og vi hørte pædagogerne hviske-råbe til hinanden, hvad fanden de skulle gøre, og om de var sikre på at Nina overhovedet havde været med på færgen til at begynde med.  

Det havde været både underligt og kedeligt at sidde der på vej på lejrtur med fritidshjemmet, og alt den forventning der var bygget op om natteløb, pølser på grillen og bål, endte brat da en af pædagogerne fortalte os af Svensk politi ville sørge for at vi kom hjem igen til København, og at vores forældre ventede på os derhjemme.  

Jeg husker vi var pissesure alle sammen, mutte og ærgerlige, da vi blev ført ind i en svensk turistbus og kørt mod Malmø. Kun en af pædagogerne blev tilbage ved færgelejet, de andre tog med os. Og jeg husker min mor stod foran klubben på fortovet med de andre forældre, alle deres ansigter forgrædte og alvorlige.  

Og så er det som om nogen har klippet i min hukommelse, jeg husker at vi startede i skole igen, og igen talte om Nina, og ingen synes det var underligt. Da jeg sad der og lod den fortrængte bid af hukommelse rulle ind over mig, kunne jeg ikke gøre andet end at under mig over at Nina forsvandt fra vores kollektive bevidsthed. Altså piger i den alder kan jo snakke om en der har skiftet skole i flere år efter, eller fortælle historier om hende der hang sig ude på toiletterne i skolegården fordi hun var gravid med pedellens baby. Med andre ord, vi var vilde med vandrehistorier og sladder. Så hvorfor glemte vi Nina? 

Jeg kiggede på uret, klokken var over midnat så det ville være tarveligt at ringe til min mor, jeg lavede en mental note af at ringe til hende i morgen. Så i stedet satte jeg mig ned og skrev til Atli, jeg beskrev det jeg huskede om Nina, hvilket år det var sket, og min undren over at alle havde glemt hende, som om hun ikke eksisterede. Det gav ikke meget mening for mig, men jeg følte nu alligevel at den artikel om drengen lød næsten identisk med hvad der var sket for Nina, ud over at drengen var med sine forældre.  

Min finger tøvede et øjeblik over museknappen, og det klik der ville sende emailen til Atli.  Fordi hvis det var fordi Jernseng på en eller anden måde forudsagde forsvindinger, hvorfor så artiklen om Omar El-Hussein, fordi han forsvandt jo ikke, han blev skudt af politiet ude på Svanevej, eller det er hvad Wikipedia sagde. Jeg valgte at skrive den observation med i min email inden jeg sendte. Og svaret kom prompte, hvad faen? Sad manden oven på sin computer eller hvad? Svaret var ‘ring til mig’ og et nummer.  

Jeg greb min telefon, men tøvede igen – hvad nu hvis han var en total galning? Og så havde han mit nummer? Men på den anden side, hvem var det lige der lød mest som en galning her? Det var da vist mig selv. Så jeg ringede nummeret op, og fik en dyb og varm mandsstemme i øret, han havde den der snært af accent som folk fra Island eller Færøerne ofte har.   

Han talte mens jeg lavede mig selv mere kaffe, det virkede som om han havde brug for at fortælle mig noget meget vigtigt, meget hurtigt. Han fortalte at han godt kunne forstå hvorfor jeg tænkte at min historie lignede den artikel som Jernhest havde skrevet forleden, og han sagde at jeg om flere år når jeg havde læst hundredevis af Jernhests artikler, ville føle at historien gentog sig selv – ikke præcist, men tæt nok til at det var mere end mærkeligt. Den slags mærkeligt der fik folk til at rense sit hjem med salvie og gå med talismaner mod onde øjne.  

Jeg satte min kop lidt for tungt ned i bordet da Atli spurgte om jeg nogensinde havde set El-Hussein blive skudt, eller om jeg kun havde læst det. Jeg skulle lige til at modargumenterne hans galimatias, men stoppede midt i det første ord, fordi han havde jo ret. Jeg havde ikke set det, jeg havde læst det.  And sagde at jeg kunne google det til jeg var blå i hovedet, men jeg ville ikke finde en optagelse af det, fordi der ikke var en optagelse af det. Det var simpelthen aldrig sket.  

Jeg satte mig ned foran computeren og søgte, men Atli havde ret, der var ingenting ud over indsats lederens interview der rapporterede at gerningsmanden var afgået ved døden som følge af en skudepisode mellem gerningsmand og politi. Og havde jeg ikke haft Atli i røret havde jeg måske tænkt at det næppe var etisk at vise en død mand frem på tv, han var trods alt nogens søn, bror eller hvad ved jeg. Samtidigt havde Atli sået tvivl i mig, og jeg spurgte ham hvad han troede der var sket.  

Atli svarede at han mente at El-Hussein havde løbet ned at Svanevej, at politiet havde været i hælene på ham. Men at han var forsvundet der, om politiet havde set det, eller hvordan, det kunne han dårligt gisne om, men hvis de havde set det, gav deres respons langt bedre mening.   

Der var ingen video af skudduellen fordi der havde aldrig været en.  

Jeg spurgte Atli hvordan han troede at politiet så havde fået alle beboere på Svanevej til at holde mund, nogen ville vel have sagt at der ingen skud havde været den aften. Og Omars mor havde vel offentliggjort at hun ikke havde skulle identificere sin søn, og at kisten havde været fuld af savsmuld eller havregryn.  Det her er jo Danmark! ikke Argentina, eller Rusland, hvor folk der er samfunds kritiske, risikerer at forsvinde eller blive dræbt. 

Atli havde ikke et svar, men han var sikker på at enten var folk bestukket, skræmt, eller også havde de glemt det, som jeg havde glemt Nina.  

Det gav god mening, på en eller anden fucked up måde. Atli advarede mig, og sagde at jeg ikke skulle gå offentligt med min historie medmindre jeg ville svare på kommentarerne fra en psykiatrisk afdeling, for det var hvad Jernseng kunne – ændre den kollektive opfattelse, og derfor også hvad folk anså som faktuelt.  

Jeg takkede ham, og selvom han bad mig slette hans nummer så gemte jeg det under ‘Lita’ som var et anagram for Atli. Og så slog det mig.  

Anagrammer! 

Morten Jernseng. Det var da et anagram, selvfølgeligt!  

Internettet er en fantastisk opfindelse, og der kan man finde sider der automatisk laver og løser anagrammer, jeg skrev Morten Jernseng ind i en anagram generator, og ventede på at alle forslagene loadede. Jeg satte kuglepennen mod en blok med post-its med intentionen om at skrive de ned som var mest sandsynlige.  

Ejner Ernst Gnom. 

Ernst Gnom Jerne. 

Gert Jens Normen?  

Gorm Jens Renten; fedt navn hvis man var revisor, men jeg stregede det ud med det samme. Listen var alenlang, og forslagene blev mere og mere fjollede. Da jeg nåede til Grejs Moneter NN, og Grenen Jon Smert måtte jeg gi op. Jeg var alt for træt og jeg synes at det lød mere og mere som de der tåbelige quizzes på Facebook, ‘se dit strippernavn’ for ordblinde. 

Jeg smed kuglepennen, og klappede computeren sammen, klokken var næsten tre om morgenen. Jeg kunne se at min besked til min chef var ulæst, så jeg slukkede for lyden til min telefon inden jeg gik i seng.  

_ 

Da jeg vågnede næste dag var det over middag, og jeg havde sovet som de døde. Jeg tænkte det havde været udmattelse fordi jeg havde sovet så skrækkeligt de sidste par dage. Jeg tog min telefon og så der var over femten opkald fra min chef. Jeg slettede historikken og satte en alarm på min telefon til at minde mig om jeg skulle ringe til lægen og få en lægeerklæring til jobbet.  

Mens jeg ventede på at kaffen løb igennem, ringede jeg til min mor, hun lød både glad og overrasket over at jeg ringede. Der gik dog ikke længe for at overraskelsen havde lagt sig, og givet plads til den gamle sang min mor var så god til, det var faktisk den eneste sang hun kunne. Den om hvor utaknemmelig jeg var, og hvor grimt det var at jeg ikke inviterede hende hjem til mig, og hvor bekymret hun var for at jeg måske var en af de der lesbiske som hun havde set i tv, fordi jeg stadigt ikke havde fundet mig en mand at avle nogen børn med.  

Jeg havde nok lykkeligt fortrængt hvor tåbeligt primitive jeg synes hendes bekymringer og klagepunkter var, men jeg vidste samtidigt at hvis jeg bare ventede til hun var færdig med sin monolog, så ville hun enten besvime af mangel på luft fra hendes konstante talestrøm, eller holde en akavet pause, men lige meget hvad, ville det lade mig få et ord indført. 

Da hun var færdig med hendes nonsens, spurgte jeg hende lige ud, hvorfor vi aldrig havde talt om Nina efter hun forsvandt. Min mor blev tavs, meget tavs, faktisk så tavs at jeg var i tvivl om hun stadigt var på linjen. Derefter spurgte hun mig om jeg var okay, om jeg tog narko, eller om jeg var ude i noget hjernevask fra en af de der kulter hun havde læst om. 

What the fuck? 

Jeg ignorerede hende og gentog spørgsmålet som blev modtaget med bragende tavshed. Til sidst sukkede jeg dybt og bad hende kigge i fotoalbummet, fordi hver år havde klubben taget et billede af os på lejrtur i Sverige, og hvert år havde hun bestilt et billede til hendes fotoalbum. Men der måtte mangle et år, det år vi ikke kom derop.  

Hun lagde røret og begyndte at rode med noget, jeg kunne godt gætte mig frem til at det var fotoalbummet, og pludseligt var hun i røret igen. Aldrig i mit liv havde jeg gættet hvad hun sagde, men min mor fortalte mig at det eneste år der manglede var 85, som var det år som jeg var blevet hjemme med mononukleose, jeg havde været i karantæne hele sommeren. Om jeg dog ikke huskede den kasse Success Romanen som tante Alice havde givet mig.  

Det kunne jeg ikke. 

Jeg har aldrig i mit liv læst Success Romanen, men da jeg er enebarn, så kan min mor næppe blande mig sammen med en søskende, og tante Alice er død for mange år siden så hende kan jeg heller ikke spørge om min mors meget private opfattelse har ben at gå på.  

Det korte og det lange af min ulidelige samtale med min mor, var at hun ikke huskede Nina, og slet ikke huskede at vi havde taget til Helsingborg bare for at komme tilbage. Hun huskede at jeg havde kyssesyge, og havde været isoleret hele den sommer, men det husker jeg intet om. Og i forhold til klassefoto som hvor hun faktisk så den skeløjede pige med det grimme tøj, var hendes svar at de da vist var nogen af det der tossede sociale nomade familier det var tydeligt at se, barnet så jo nusset ud.  

Måske var det rigtigt, måske var Ninas forældre sådan nogen der rejste fra kommune til kommune for at undgå at få tvangsfjernet deres børn, men sådan husker jeg dem ikke. Jeg husker dem som sådan lidt brændenælde te og hjemmelavede kludetæppe – hippier. Krystaller i vindueskarmen og indisk mad som ingen kunne udtale eller lide.  Det er måske fordomsfuldt både overfor Ninas forældre og nomade familier som jeg forestiller mig, er sådan nogen der bor i boliger uden rindende vand, og i skrald til hoften. Men intet jeg husker om Nina ville nogensinde give mig tanken at hendes forældre vanrøgtede hende.  

Jeg satte mig ned ved computeren for at bestille tid til lægen online, og kiggede på den post-it jeg havde lavet aftenen før. Måske var det helt kuk, og måske hed han bare Jernseng, selvom det klart lyder konstrueret.  Jeg fik bestilt min tid til i morgen eftermiddag, og åbnede derpå fanen med anagramgeneratoren igen.  

Gro Mejnert Nens, ja det kunne godt være et faktisk navn, men det var ikke den der åbenbaring jeg havde forventet, så jeg ledte videre. 

morgenen stjern 

Vent!  

Morgenstjernen!  

Det var som om at det myrekryb der bredte sig over min hud, også spredte sig indvendigt, og gav mig følelsen af at være gennemkold som ved et busstopsted i februar. Alt imens min hjerne desperat forsøgte at grave noget op fra gemmerne, Morgenstjernen… Det var det! Jeg vidste det. Men hvad betød det? 

Med et dybt suk måtte jeg ty til internettet igen, og da jeg så det så huskede jeg det klart.  Og det bringer os til hvor jeg er nu, lige i dette øjeblik hvor jeg skriver dette. Fordi jeg kom i tanke om hvad det var Morgenstjernen stod for; Venus! Planeten Venus var i romersk mytologi og senere i bestemte alkymistiske skrifter – synonym for Lucifer, Lysbringeren. Djævlen? Seriøst? 

Kan det virkeligt være sådan? Eller har jeg mistet forstanden totalt? Hvordan var det nu det ordsprog var? Noget med at djævlens største bedrift var at bilde os ind at han ikke findes. Måske skulle jeg tale med min læge om en helt anden slags sygemelding end influenza, fordi helt ærligt, selv jeg synes det lyder helt tosset at Djævlen skulle tage rundt på alle danske nyhedsredaktioner, og kræve spalteplads til historier som ikke er sket endnu, som en anden vanvittig missionær.  

Jeg kan se det for mig; det er ikke længere at fanden er løs i Laksegade, men at fanden besøgte Thyborøn lokal avis med en historie om Hans Kristian der starter en zombie apokalypse, da en ko fødte hans deforme kødædende barn.  

Humor er min måde at distancere mig fra svære ting, og hvorfor skriver jeg så det her? Hvorfor har jeg sendt det til dig? Fordi jeg ved at du når ud til andre. Morten Jernseng findes, og når først du har set en artikel han har skrevet, vil du fremover se dem i alle aviser fra tid til anden, det er din forbandelse og byrde.  

Jeg har lige læst en artikel i Herlev Stiftstidende, hvor der står at en mand ved navn Atli forårsagede et kæmpe uheld, kemikalie spild ud over hele gaden og mange mennesker kvæstede og døde. Atli skulle ifølge artiklen have været på vej ned og hente sin datter.  

Men jeg ved at Atlis kone begraver en kiste med savsmuld og havregryn, eller måske tilfældige legemsdele man formoder er Atli – Men jeg er sikker på at Atli er ikke i bilen når den pludseligt skifter vognbane.  

Jeg ringer ikke til ham, jeg er er sikker på at han enten har læst det selv, eller som jeg, er holdt op med at læse nyheder, og har afmeldt alle former for nyheds relaterede mail services. Jeg sidder her og sletter apps på min telefon, og sikrer mig at ingen nyheder kommer i mit feed.  

Det er egentligt ikke det at vide hvornår det er slut der skræmmer mig, det er hvor jeg forsvinder hen, og vide at det der skete for Nina, også sker for mig måske. Det er at være slettet. Jeg håber selvfølgeligt at det enten ikke sker for mig, eller at der er mange år til. Men bare i tilfældet af at det ikke forholder sig sådan, så vil jeg være sikker på at nogen ved det jeg ved, og jeg håber ikke at internettet glemmer mit opslag.